Er du klar til at vise dit beskidte SoMe-undertøj?

Hey! Ja, dig, social media ninja i det offentlige! Glæder du dig til at blive kigget i kortene?

For nu kan alle nemlig se, hvad du har kørende af annoncer på din side. Dine ”dark posts” er med andre ord blevet lysegrå og nemme at få overblik over for både konkurrenter og medier.

Kan de holde til det? Kan du forsvare de opslag, du bruger borgernes skattekroner på?

Vi kan nok alle sammen huske, da Nyborg Kommune indrykkede papirannoncer i ”Ud & Se” med billeder af det store SoMe-team, en praletekst om, at de (trods ganske få følgere) var nummer 1 i Region Syddanmark, og en trumf i form af en altmodisch konkurrence, hvor man kunne vinde en iPad, hvis man likede annoncen på FB og svarede på et let spørgsmål.

Don’t be Nyborg Kommune…

Derfor: Hvis du er et stort universitetshospital eller anden offentlig institution og kører ren reklame eller like-annoncer for din side, så skal du nok være klar på at kunne forsvare det…

Mere lødigt, men klart stadig i gråzonen er, hvis du smider penge efter de gode historier om din organisations arbejde – altså hvis I har gjort noget godt for borgerne, opfundet den dybe tallerken eller ansat et hot shot inden for jeres felt.

Det kan MÅSKE forsvares med et formål om at rekruttere nye medarbejdere, lokke borgere til kommunen eller lignende. Men stadig en smule shady, hvis du spørger mig.

Hvis du vil være sikker på at ramme inden for skiven, så hold dig til at geare de opslag, du normalt ville annoncere på – borgerrettede arrangementer, oplysning til borgerne, information der skal ændre vaner om affaldssortering, brug af skadestuen og lignende.

Så lover jeg, at du ikke kommer på forsiden.

Hvordan ser jeg så de der annoncer??

Du skal bare trykke på ”oplysninger og annoncer” i venstremenuen (eller tilføje ”/ads” i URL’en, hvis det er sådan, du ruller).

Så får du fluks en oversigt over de annoncer, der er aktive – hvis der er nogen. For eksempel som her hos ”Venstre, Danmarks Liberale Parti”.

Det hele er Zuckerbergs forsøg på at skabe mere gennemsigtighed omkring annonceringen og dermed undgå misbrug (læs: Putins troldehær).

På Twitter kan ingen høre dig skrige…

Vil du føle dig ensom og mistrøstig som mandskabet på USCSS Nostromo i den første ”Alien”-film?

Så skal du bare oprette en profil for din offentlige institution på Twitter!

Følelsen af at stå med en megafon og råbe ud i intetheden er enorm – og i en grad, så man næsten længes efter en face-hugging xenomorph eller to til at skabe lidt gang i den.

Og egentlig giver det jo god mening.

Twitter fungerer bare bedst for personlige profiler, der lettere end virksomheder kan give farve, holdning og retning til det, de skriver om.

Men der ER offentlige institutioner, der lykkes med at give nærvær og værdi til følgerne og hæve sig over de endeløse links til egne pressemeddelelser.

Her er mine 5 bud:

1. Psykiatri og Social i Region Midtjylland (@PS_Region_Midt)

Måske ikke den største konto på Twitter. Men folkene bag har forstået noget af det aller-allervigtigste for virksomhedsprofiler på Twitter – især de offentlige.

Det. Handler. Om. Mennesker.

Både de ansatte og borgerne. Her er det Dorita og Sunes rolle, der trækkes frem:

Det kan også være små, sjove videoer med gode råd – f.eks. søvnvaner som her. Det er altså et kommunikationsteam med både humor og styr på virkemidlerne (og lige så vigtigt: opbakning til det fra chefen). Fedt. Mere af det.

2. Sundhedsstyrelsen (@SSTsundhed)

Sundhedsstyrelsen træder stadig barnesko på Twitter – de kom på 15. januar i år – men er meget aktive og har allerede sat solidt aftryk, ligesom de nyder godt af en fermt tweetende direktør i Søren Brostrøm (@SSTbrostrom) til at bakke op.

Dagsordenen er sundhedsfremme og forebyggelse, og det betyder MASSER af oplysning og data. Heldigvis er deres SoMe folk dygtige til at filtrere og give bud på, hvad der op og ned i den brogede sundhedsdebat – f.eks. om HPV-vaccine.

Allerbedst er de, når de giver direkte værdi og gør os klogere. Som her om, hvordan hjernen reagerer på musik.

Eller her, hvor de kommer ridende på ryggen af den ”sibiriske kulde” med gode råd:

3. Roskilde Kommune (@roskildekommune)

Selvom det er blevet 2018, er det stadig langt fra alle kommuner, der har fundet ud af, hvad de egentlig vil bruge Twitter til.

En af undtagelserne er Roskilde Kommune.

De har HELT fod på, hvad de laver. Først og fremmest i kraft af et kæmpe sprogligt overskud, der på det seneste har sneget sig ind i tweetsne. Jeg ved ikke, om de har skiftet SoMe-manager for nylig eller bare har bestemt sig for at være federe.

Men det gør, at man godt gider læse med, uanset om det handler om affaldssortering, børnehaver eller musikfestivaller, og de har i den grad gjort sig fortjent til at bruge #AlleTidersRoskilde

4. og 5. AAU Tech (@aautech) og AAU Engineering (@aauengineering)

I den mere nørdede afdeling ligger Aalborg Universitet med deres profiler for hhv. Fakultet for IT og design og Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet.

De to søster-konti giver et virkelig interessant indblik i, hvordan verden af i morgen tager form – og hvordan de to fakulteters studerende er med til at skubbe på udviklingen.

Så smut forbi og bliv klogere.

(Men fair warning: Hvis du som jeg bare laver ”noget med medier”, skal du nok regne med at få følelsen, at du ikke bidrager med ret meget til menneskeheden som sådan…)

Sådan rekrutterer du læger med gakkede gangarter

Må du være sjov som seriøs offentlig institution? Ja sgu! Så længe det er med respekt og ”on brand”…

Jeg har selv fingre i de sociale medier på Aalborg Universitetshospital, og så bliver det vel næppe meget mere seriøst, offentligt og institutionsagtigt.

Men husk på, hvad der er brugernes allerstørste ønske i mødet med ethvert offentligt system.

Menneskelighed.

Det kan du netop vise ved at være jordnær, imødekommende og ja underholdende på de sociale medier.

Hvordan gør man så det? Ja, man kan for eksempel sende nogle læger, sygeplejersker, portører og lægesekretærer ud at gå gakkede gangarter, Monty Python-style.

Det er pænt fjollet som offentlig institution. Men det viser et sted med arbejdsglæde og overskud – og at det hele ikke altid handler om travlhed, besparelser og medicinpriser.

Min påstand er, at opslaget har givet mange gange mere brandværdi og goodwill end de fleste af de ”gode historier”, vi forsøger at sælge til medierne. Ja, 1300 nye fans på siden i løbet af 48 timer taler vel et tydeligt sprog – en følgertilvækst på 16 procent dengang.

Men hvad med rekruttering? Er der nogen, der vælger os til som kommende arbejdsplads, alene fordi vi gøgler på Facebook?

Naturligvis ikke. Det ville jo være helt igennem idiotisk, og humor kan ikke stå i stedet for faglig kvalitet og mulighed for udvikling.

Men jeg tror på, at det kan være tungen på vægtskålen, mulehåret foran, de små marginaler, hvis man står og skal vælge mellem flere muligheder. Virker Aalborg Universitetshospital som et stort og koldt sted, eller som et rart sted med 7000 gode kolleger?

Og kommentarer som disse (til de gakkede gangarter) kan man ikke købe for penge:

Skal alle dine opslag så være lårklaskende morsomme? Nej. Så ryger troværdigheden.

Men lad kækheden skinne igennem så ofte som muligt – og giv den så fuld skrue på et decideret ”sjovt” opslag 3-4 gange årligt.

Dine følgere vil formentlig elske dig for det.

Til sidst: Et par andre eksempler, hvor vi (med varierende held) har forsøgt at være sjove.

F.eks. da vi sendte indkaldelsesbreve ud som gækkebreve i stedet:

Eller da vi boostede vores operationsinstrumenter i forbindelse med premieren på ”Star Wars – The Force Awakens”:

Eller dengang Hobro IK vandt over Brøndby IF for fjerde gang i træk, og vi greb muligheden for at fortælle, at Hobro Sygehus faktisk hedder Aalborg Universitetshospital, Hobro nu:

Eller da vi malede en Delorean om til en Region Nordjylland ambulance, den dag Marty og Doc Brown ankommer til fremtiden i ”Back to the Future”-filmene:

Eller på international Star Wars Day (”May the 4th be with you”), da der hang en ildevarslende skygge over hospitalet:

Eller da der måske stod en krukke guld ved Onkologisk Afsnit:

 

3-2-1 Lift off!

“Hej og velkommen til den her video…!”

Narj, ikke noget nymodens pjat. Det bliver gammeldaws blogging herfra.

Lidt om indhold, kommunikation, sociale medier og alt muligt, der smager af det – for det meste i en offentlig kontekst.

Håber du vil følge med 🙂

via GIPHY