Er du klar til at vise dit beskidte SoMe-undertøj?

Hey! Ja, dig, social media ninja i det offentlige! Glæder du dig til at blive kigget i kortene?

For nu kan alle nemlig se, hvad du har kørende af annoncer på din side. Dine ”dark posts” er med andre ord blevet lysegrå og nemme at få overblik over for både konkurrenter og medier.

Kan de holde til det? Kan du forsvare de opslag, du bruger borgernes skattekroner på?

Vi kan nok alle sammen huske, da Nyborg Kommune indrykkede papirannoncer i ”Ud & Se” med billeder af det store SoMe-team, en praletekst om, at de (trods ganske få følgere) var nummer 1 i Region Syddanmark, og en trumf i form af en altmodisch konkurrence, hvor man kunne vinde en iPad, hvis man likede annoncen på FB og svarede på et let spørgsmål.

Don’t be Nyborg Kommune…

Derfor: Hvis du er et stort universitetshospital eller anden offentlig institution og kører ren reklame eller like-annoncer for din side, så skal du nok være klar på at kunne forsvare det…

Mere lødigt, men klart stadig i gråzonen er, hvis du smider penge efter de gode historier om din organisations arbejde – altså hvis I har gjort noget godt for borgerne, opfundet den dybe tallerken eller ansat et hot shot inden for jeres felt.

Det kan MÅSKE forsvares med et formål om at rekruttere nye medarbejdere, lokke borgere til kommunen eller lignende. Men stadig en smule shady, hvis du spørger mig.

Hvis du vil være sikker på at ramme inden for skiven, så hold dig til at geare de opslag, du normalt ville annoncere på – borgerrettede arrangementer, oplysning til borgerne, information der skal ændre vaner om affaldssortering, brug af skadestuen og lignende.

Så lover jeg, at du ikke kommer på forsiden.

Hvordan ser jeg så de der annoncer??

Du skal bare trykke på ”oplysninger og annoncer” i venstremenuen (eller tilføje ”/ads” i URL’en, hvis det er sådan, du ruller).

Så får du fluks en oversigt over de annoncer, der er aktive – hvis der er nogen. For eksempel som her hos ”Venstre, Danmarks Liberale Parti”.

Det hele er Zuckerbergs forsøg på at skabe mere gennemsigtighed omkring annonceringen og dermed undgå misbrug (læs: Putins troldehær).

Skriv en kommentar